Mad og måltider
Madkultur
I Eventyrskoven sidder børn og voksne sammen ved bordet og spiser. Måltidet er en hyggelig stund, hvor der er ro til at tale sammen og være nærværende.
Måltidet har også en vigtig social funktion, hvor samtale og dialog er en naturlig del af fællesskabet. Samtidig arbejder vi med at gøre børnene selvhjulpne. De øver sig blandt andet i at spise med kniv og gaffel og i selv at hælde mælk eller vand op i koppen.
Hygiejne
Både børn og voksne vasker hænder før måltider. Vi anvender sæbedispensere og engangshåndklæder.
God håndhygiejne er med til at forebygge smitte, og vi har derfor stor opmærksomhed på at indarbejde gode vaner i hverdagen.
Kostpolitik
Eventyrskovens kostpolitik har til formål at støtte børnene i at udvikle sunde madvaner og en god måltidskultur. Dette danner grundlag for trivsel, sundhed og forebyggelse af sygdom.
De vaner, børnene tilegner sig tidligt i livet – både gode og mindre gode – tager de med sig videre.
Morgenmad
Hvis barnet ikke har spist hjemmefra, tilbyder vi morgenmad i børnehaven frem til kl. 7.45.
Morgenmaden består typisk af havregryn eller cornflakes med mælk.
Madpakker
Vi spiser madpakker i tidsrummet kl. 11.00 - 11.30.
Madpakken bør primært bestå af groft brød eller boller med varieret tilbehør, såsom agurk, tomat og gulerødder. For at sikre stabil energi i løbet af dagen må madpakken ikke indeholde slik, kage, chokoladekiks, mælkesnitter eller sukkerholdige yoghurter.
Mellemmåltider
Om formiddagen får børnene et mellemmåltid bestående af groft brød med pålæg. Om eftermiddagen serverer vi brød eller frugt. hvis ikke der er mere i børnenes madkasser.
Indimellem laver vi også mad over bål sammen med børnene, hvilket er en hyggelig og lærerig aktivitet.
Drikkevarer
I børnehaven tilbydes børnene minimælk og vand. Der må kun medbringes vand i børnenes drikkedunke – andre drikkevarer erstattes med vand.
Fødselsdage
Fødselsdage er noget helt særligt, og i Eventyrskoven gør vi meget ud af at fejre barnet.
Aftal gerne med personalet, hvordan I ønsker at markere dagen, og hvordan det praktisk kan foregå. Vi har ofte mulighed for at komme på besøg hjemme hos barnet sammen med dets aldersgruppe.
I børnehaven fejrer vi dagen med sang, flag og skattejagt efter en lille gave.
Ved fødselsdage og andre festlige lejligheder er der naturligvis plads til lidt sødt. Vi opfordrer dog til, at man holder det enkelt og bruger sin sunde fornuft frem for at overgå hinanden.